Grønne arealer

Til alle andelene hører der en lille for- og baghave, men har man brug for mere plads, er der masser af skønne grønne fællesarealer man frit kan benytte.

Arealerne står altid smukke og velholdte med hjælp fra mange af beboerne, og dertil er der fælles havedage, hvor alle giver en hånd.

Arealerne er tilmed børnevenlige, da alle vores buske og træer med frugter er spiselige. Der forefindes endvidere en fin lille legeplads med sandkasse, gynger, legetårn og rutchebane. Pladsen er flittigt brugt af foreningens børn i hele sommerperioden.

Udover Uvelse Haves arealer er der også en dejlig "skovsø" som nabo og går man et lille stykke, byder nabobyen Lystrup på en stor hyggelig skov.

Fælleshus

Uvelse Have har et fælleshus med plads/service til ca. 40 personer. Beboerne kan leje fælleshuset mod et beskedent beløb.

Desuden bliver fælleshuset brugt til vores generalforsamlinger og andre fælles sociale arrangementer i andelsboligforeningen.

Information om foreningen og andelspriserne.

Vores andelsboligforening ligger fredeligt i byens udkant ned mod åen og ud til marker. Vi har nogle dejlige store fællesarealer, som giver udsyn og plads omkring husene samt gode muligheder for børn til at løbe rundt og lege.

Når man køber en andelsbolig i A/B Uvelse Have får man en velbeliggende, moderne og billig bolig med masser af muligheder ogfaciliteter.

Dertil kommer, at huslejen snart vil falde væsentligt.

Foreningen er tæt på at være gældsfri, og det afspejles i andelspriserne. Når man køber en andel, får man både del i foreningens formue og bolig i en velfungerende andelsboligforening med moderne og attraktive boliger, der er billige at bo i.

Afdrag på kreditforeningslån udgør i dag langt den største del af vores boligafgift, der er kr. 4.870 / md. for de mindste boliger på 69 m2 og kr. 5.920 / md. for de største på 106,5 m2.

Det forventes, at foreningen i år 2015 vil have afviklet realkreditlånet. Dette forventes at ville medføre en væsenligt nedsættelse af huslejen, idet afdrag på realkreditlånet pt. udgør over 80% af huslejen.

De nye regler omkring belåning af andelsboliger giver gode muligheder for finansiering af andelsboliger. Hvis man vælger afdragsfrie lån, indtil huslejen forventeligt falder, bor man billigt, både nu og når boligafgiften falder.

I 2007 har vi udskiftet de gamle naturgasfyr fra 1988 med nye energieffektive Borsh naturgasfyr og varmtvandsbeholdere - vel og mærke uden at huslejen er steget.

Udgiften til naturgas er meget lav, da boligerne er rigtig godt isolerede. Opvarmning og varmt vand koster typisk omkring kr. 6-7.000 årligt i en bolig med 2 voksne og 2 børn.